Frimodet og sinnet

Leiar:

Å karakterisera lynne er risikoåtferd, sjølv når det er beundringsverdige trekk som skal fram. Men det er freistande å la det stå til, for det står ikkje til å nekta at dei små krinsane eit stykkje frå sentrum, utmerkar seg både i freds-og kamptid.

To grender, ei i ytterkanten av kommunen og ei rett utanfor, men med mange forankringar i Suldal, står i sine livs kampar nå. Det gjeld Hylsstronda, som vil bli i Suldal, men som fryktar å bli teikna ut og inn i Sauda når Sanners kommunereform går over landet. Grensejusteringar kan rett nok gjerast kva tid som helst, men det er nok bygdefolk i Hylsfjorden som fryktar at dei skal bli ofra på endringskrav-alteret for at Suldal skal få reform-fred.

Og det gjeld Jøsenfjorden, der sinnet er raudglødande og kamp-gløden på topp, etter at bygdefolket opplevde at kommunestyret i Hjelmeland i tolvte time sette foten ned for den etterlengta overflyttinga til Erfjord skule for ungane i bygda som i dag reiser og reiser for å gå på skulen.

Det er lett å forstå begge grendene, Hylsstronda kjempar for både røter og identitet og meir handfaste gode; kraftkommunen og landbrukskommunen Suldal har sjølvsagt meir å stilla opp med til ei jordbruksbygd som Hylsstronda enn industrisamfunnet Sauda. I Jøsenfjorden går kampen for å få politikarane til å levera innhaldet i bulyst-festtalane dei elskar å halda når valkampen står på og elles når det passar.

Det er ikkje kvart år, knapt kvart tiår, at slike bygder gir klar beskjed. Men dei kan når dei må. I vårt tidsalder der utropsteikn og store bokstavar rår, kan nok utanforståande tru at det ikkje er så store kjensler og så heftig brann. Det var ikkje mykje roping på folkemøtet i Jøsenfjorden nyleg, men ingen må vera i tvil om at det er djupe og sterke reaksjonar som nå går gjennom folk og folks kvardag.

Uansett kva ein meiner om grensejusteringar i Suldal og skulepolitikk i Hjelmeland, er det berre å bøya seg for den seige kampviljen som dei bittesmå krinsane klarer å stabla på beina. Både Suldal og Hjelmeland er kommunar som er i posisjon til å vita korleis det er å vera David når Goliat tårnar seg opp over ein, og alt ein har er ein stein i ei slynge, eller ein eigenprodusert protestsong i strupen.

Kanskje er det til og med noko å læra for kommune-toppane til neste gong dei skal ut og kjempa for sine utkantkår, som rassikring, regionalutvikling og arbeidsplassar.